I denne artikel skal vi sådan set ikke beskæftige os så meget med forholdene for den arbejdskraft, man hiver til landet via international rekruttering, ej heller skal vi se nærmere på, om man overholder reglerne ved ansættelse af disse individer, hvilket vi antager på det kraftigste, at man gør.
Med en rekruttering af den slags, hvor man besidder en topstilling, der er godt velbetalt og måske er en meget indflydelsesrig stilling, så er der også meget på spil, og vedkommende skal måske have sin familie hertil og ender med at flytte til Danmark – men måske ikke blive boende.
Dog skal vi lige så fast, at det heller ikke skal handle om, at det danske uddannelsessystem uddanner megen arbejdskraft, som ender med at returnere til deres hjemland, hvorfor man kan sige, at de har snyltet på det danske samfund.
Burde man kigge på ens egne rækker?
Det er jo lidt noget andet, når man hyrer håndværkere udefra, som blot bliver her en sæson eller to og tager hjem igen. De flytter ikke til landet, tager heller ikke deres familier hertil, og de sender det meste af deres løn retur, selvom noget af den da også ender med at indgå fordelagtigt i det danske samfund.
Desuden er det skam også synd og skam, at den højtuddannet udlænding kan ende med at besidde en stilling i DK, som vedkommende tydeligvis er overkvalificeret til, men det kan måske være et hint om, at vedkommende ikke agter at slå rødder, men gerne vil hjem igen.
Således kan man se på, om man så også bør hverve folk til fra udlandet via international rekruttering, når man måske har nogle i landet selv.
Selv hvis de ikke besidder de sidste gode kompetencer, så kan man måske uddanne dem den vej. Så styrker man det danske samfund og undgår social dumping.
